Drøm og virkelighed

Det er en stille eftermiddag. Den eneste lyd, jeg kan høre, er regnen der pibler ned og vinden, der får de tynde grene til at rammer mit vindue. Det er netop denne ro, der er skabt til at læse i. Den giver mig en voldsom trang til at læse et hvilken som helst værk af den japanske forfatter Haruki Murakami. Jeg tror, det er en blanding af hans smukke skrivestil, filosofiske tankegang, og tendens til at skrive om en anden verden, der gør, at jeg sommetider ikke kan komme i tanke om noget bedre end at krybe ind under tæppet med en varm kop te og en bog af Haruki Murakami. Hyggeligere bliver det bare ikke. 

Haruki Murakami

Den første af Murakamis bøger, jeg læste, er Kafka på Stranden. Ærlig talt fangede historien mig ikke før jeg var halvvejs gennem bogen, men fra start af blev jeg alligevel grebet af hans skrivestil. Han har denne helt specielle skrivestil, der er meget lyrisk og på samme tid næsten usentimental. Jeg finder det helt igennem ærligt.  
Når jeg læser en god bod, f.eks. en af Haruki Murakamis værker, er det som befinder jeg mig pludselig i en helt anden verden. I denne verden eksisterer hverdagslivets stress og udfordringer ikke. Det er eneste, der eksisterer, er den verden jeg bliver præsenteret for, opslugt i, og en del af, i bogen i mine hænder. På samme måde opfatter jeg Murakamis værker. Han skriver, som var det en blanding af hinsides drømme og den reelle virkelighed. Han tager den verden, vi lever i, og indsætter få ændrede, men betydningsfulde, vilkår. Det er ikke fordi han skriver om et fantasiunivers, da hovedparten af både handlingen og elementerne deri er fuldt ud realistiske. Det er derimod blot nogle få detaljer fra den verden vi kender, han ændrer, der gør, at det bliver til et let fordrejet billede af verden, man som læser pludselig befinder sig i. Tag f.eks. ”Kafka På Stranden”, hvor det er normalt at katte kan tale.
Og hvad vil Murakami så sige med det? Jeg vælger at se det som en opfordring til, at vi som mennesker ikke skal tage skelnen mellem drøm og virkelighed så højtideligt. Måske er det ligefrem sundt at udforske sine filosofiske tankestrømme og drømme, også dem der ikke giver meget mening i denne verden. Ja, måske især dem, der ikke giver meget mening i denne verden. 

- Anne-Sofie

Nostalgiske stunder

Jeg tror alle engang imellem drømmer sig tilbage til dengang livet var en leg og der næsten ingen bekymringer var. Jeg gør i hvert fald. Jeg betragter det som en en slags virkelighedsflugt - den gode af slagsen. Det minder mig om, at livet ikke altid skal tages så alvorligt og man skal nyde de små ting her i livet. I mit tilfælde tænker jeg især på dengang min mormor & morfar boede i det store gamle Pipi Langstrømpe agtige hus med den kæmpe have fyldt med adskillige frugter og bær og krogede træer man kunne klatre i. Jeg tror ikke jeg kan tælle hvor mange gange jeg har løbet rundt og leget tagfat i haven med mine fætre og kusiner eller leget gemmeleg i huset. Bare tanken om det fylder mig med glæde og jeg kan næsten dufte huset og ikke mindst min mormors mad. Der er så mange dejlige minder derfra, at det nogle gange er svært at fokusere på alle de ting der fylder min barndom med glæde.

Èn ting jeg i hvert fald tydeligt husker er maleriet der hang på væggen når man gik op af den snoede trappe. Jeg har tit kigget på det og betraget det nøje. Jeg synes det var så flot og interessant. Det forestillede to mennesker, en mand og en dame, der var meget flot klædt på, og en hund ved siden af. De gik på en strand med en flot solnedgang i baggrunden. Maleriet satte altid mine tanker i gang - Var de på vej til en fest eller hvor var de på vej hen? Og var de gift? Hvem var de overhovedet? 

Den dag i dag ved jeg, at det billede som hang på væggen er det kendte maleri af P.S Krøyer kaldet ”Sommeraften ved skagens strand” malet i 1899. P.S Krøyer er umiddelbart ikke en maler jeg har en særlig forkærlighed for, men jeg er vild med impressionisme og han er den skagensmaler, hvis malerier jeg finder smukkest, hvis jeg skulle vælge mellem dem.

Jeg har stor respekt for P.S Krøyer og hans meget smukke penselstrøg. Han er jo også en af det mest anerkendte malere i Danmark og han er en af de malere man ikke kan undvære. Han er en del af den danske kunsthistorie og en del af min barndom. Jeg vil altid påskønne hans maleri ”Sommeraften ved skagens strand” mere end mange andre malerier. Kunst er noget som fanger ens opmærksomhed og sætter tankerne i gang. Det er interessant, at tænke på at lige netop P.S Krøyer's maleri gjorde så stort indtryk på mig som lille. Jeg takker ham derfor også i dag for hans maleri, da jeg finder det som et tankevækkende og glad minde når jeg engang imellem har en nostalgisk stund.

- Julia

En kvindelig kriger

Her de sidste par uger i spansk timerne har vi beskæftiget os med maleren med de markante øjenbryn og fascinerende selvportætter, Frida Kahlo. Forleden dag var vi så ude på Arken og se hendes utrolige malerier, da arken lige nu har en udstilling med hende. Frida Kahlo er en mexicansk maler med noget af livshistorie. Hendes kunst er i den grad påvirket af hendes følelser og hvilken periode hun var i, i hendes liv.

Frida Kahlo er ikke bare en kendt maler. Hun er også en stærk kvinde og derved en kæmpe inspiration. Hun aborterede 3 gange i løbet af sit liv og i flere af hendes malerier har hun malet sorgen over aborterne. Frida Kahlo er et symbol på selvstændighed og frihed. Hendes markante øjenbryn er et tegn på hendes selvstændighed, da øjenbryne viser en form for maskulinitet og magt. Øjenbrynene er også blevet hendes kendetegn og mange forbinder dem med hende.
Frida Kahlo er født i 1907 og på den tid var det ikke velset at kvinder røg. Det var kun underklassen der røg. Frida var i oprør mod denne opdeling og i protest røg hun for at vise en frihed og selvbevidsthed.

Hvis man dykker længere ned i Frida Kahlo's livshistorie kan man ikke undgå at støde på navnet; Diego. Diego var Fridas mand, eks-mand, ven, livskilde men også utrolig dårligt selvskab for hende og påvirkede hendes liv utrolig meget. Diego er også en kendt maler og kendt som en hjerteknuser. Diego var Frida utro flere gange og endda med hendes egen søster. De var skilt i en periode, men fandt da sammen igen. Diego var en god ven for frida, men en forfærdelig ægtemand. Diego friede til Frida igen efter de havde været væk fra hinanden i nogle år, da hun var på et lavpunkt i sit liv. Hun kunne næsten ikke bevæge sig, da hendes krop var ved at bryde sammen og havde ikke meget levetid tilbage. Jeg synes derfor også der er noget smukt over at Diego kom tilbage til hende for at forsørge og elske hende i hendes sidste dage. Man kan diskutere om Diego fortjente Frida, men der var kærlighed mellem dem. Ofte forbinder man også kærlighed med smerte og var bestemt tilfældet i Frida Kahlo's kærlighedsliv.

Fridas Kunst er anderledes og meget interessant. Alle hendes billeder er malet efter hendes humør og man kan diskutere om hun har været ked af det, glad, sur eller følt sig ensom da hun malede billedet.

”De kaldte mig surrealist,

men det er jeg ikke.
Jeg maler mine drømme

og min virkelighed”

- Frida Kahlo

Citatet er sagt af Frida Kahlo og beskriver perfekt hvordan hendes billeder er utrolig personificeret og alle har en speciel betydning for frida.

Frida malede dette billede da hun i en alder af 47 år lå syg i sengen og døden var lige om hjørnet.

Jeg er ekstremt inspireret af Frida Kahlo og hendes måde at udtrykke sig på i hendes billeder. Jeg synes hun var en sej og stærk kvinde, som jeg selv håber på at have lidt af i mig. Hun kæmpede hele livet igennem og fik skabt smuk kunst gennem det. Hun var en kriger – en kvindelig kriger.

- Julia

Litteratur som terapi

Tove Ditlevsen - dansk forfatterinde

Er man dansker, er det næsten umuligt at gå igennem livet, uden at støde på navnet Tove Ditlevsen. Hun er nemlig en af Danmarks mest kendte forfatterinder, og en ufattelig dygtig en af slagsen. Når jeg hører, siger, læser eller som nu, skriver hendes navn, dukker der et væld af tankestrømme frem for mig. De mest fremtrædende tanker må dog siges at være omkring hendes frygteligt sarte væsen, og det, der kunne drive hende til at ende sit eget liv. Derudover tænker jeg på de af hendes værker, både digte og bøger, der har gjort størst indtryk, hvilket leder mig til at reflektere over hvorfor mon, det lige er disse?
Jeg identificerer mig selv med Tove Ditlevsen. Det gør jeg, når jeg læser hendes værker, fordi hun er så dygtig til at trække sin læser ind i hendes litteratur, og få læseren til at føle det hun ønsker, og ofte det hun selv må have følt. I sit forfatterskab bevægede hun sig nemlig mellem det selvbiografiske og det fiktive, og kunne derfor inddrage og skildre egne følelser meget nøjagtigt, da hun ofte skrev om egne oplevelser. Dette bringer en sådan ærlighed til hendes værker, som jeg er overbevist om, er grundet til hendes popularitet, og har fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv skriver. Ydermere har det gjordt mig opmærksom på, at jeg selv kan bearbejde tanker, der tynger mig, ved noget så simpelt som at skrive det ned.  

"Barndommens Gade" af Tove Ditlevsen. Et af de værker, der gjorde størst indtryk på mig, muligvis fordi, hun i denne bog skildrer sin hårde barndom.

Når jeg læser hendes værker og hendes biografi, er jeg ikke i tvivl om, at hun var en meget følsom person. Jeg har tit tænkt på, at dette måske også har spillet en rolle i, hvorfor jeg bliver så bevæget af at læse hendes værker. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg selv er meget følsom, og dette føler jeg, bringer mig lidt tættere på Ditlevsen. Jeg kan derfor også forestille mig, at det at skrive om sine sorger, må have været den rene terapi for hende. På den måde bearbejdede hun den, analyserede den, og satte ord på den.
Hvis hun levede den dag i dag, ville jeg elske at møde hende! Naturligvis fordi, hun er Tove Ditlevsen, en af Danmarks mest kendte kvindelige forfattere, men også fordi der er så mange spørgsmål, jeg ville ønske at stille hende og få svar på.
Et spørgsmål, der ikke kan lade være med at spøge hos mig er, om hun mon ville have taget sit eget liv langt tidligere, hvis ikke hun havde bearbejdet sorgen gennem sin litteratur? Mon litteraturen i virkeligheden reddede hendes liv? Det vil jeg gerne tro. 

- Anne-Sofie

Man mærker, når det er ægte

På billedet ses forfatteren J.K. Rowling

Jeg har været betaget af Harry Potter-bøgerne siden første gang jeg stødte på dem. Min far læste højt for mig da jeg var lille, og straks var vi begge som tryllebundede af det magiske univers.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg selv ville læse bøgerne. Jeg husker det allertydeligst for min fars blandede reaktion, som jeg dengang fandt meget mærkværdig. Han var stolt af, at jeg selv kunne læse en så raffineret bog for min tidlige alder, roste mig for det, og opfordrede mig til det. Hans ansigt lagde sig dog i skuffede folder, da det gik op for ham, at det betød, at han ikke længere havde fri adgang til at dele det magiske univers med sin lille datter, gennem den hyggelige højtlæsning, der ellers var blevet så fast et aftenritual.
Noget af det,  jeg beundrer allermest er, hvordan J.K. Rowling har opbygget sit helt eget univers fra bunden. Et univers, der vokser sig større og bedre for hver bog, og fra ende til anden holder læseren fanget i et jerngreb. Man skulle tro, at et så stort opdigtet univers, med fantasivæsner og trylleformularer måtte have nogle fejl, men imponerende nok, stemmer alle detaljer overens gennem alle de syv bøger i serien. Da jeg har læst bøgerne flere gange på forskellige sprog, har jeg for hver gang opdaget flere sjove detaljer, der ligger skjult i hendes raffinerede beskrivelser samt blide skrivestil. At opdigte et sådan univers må uden tvivl kræve en storslået fantasi, hvilket Rowling skulle have haft helt fra barns ben af. Udover at have fantasien, har hun også evnen til at bruge den, og skabe nye kreationer ved hjælp af den. Dette har Rowling mestret, bl.a. da hun opdigtede nogle grufulde væsener, som hun kaldte for dementorer. Disse væsener skabte hun på baggrund af den depression, hun i en periode led af. Før jeg vidste at hun havde lidt af en depression, opfattede jeg blot disse 'dementorer' som nogle forfærdelige, onde væsener. Efter jeg fandt ud af dette, er det indlysende for mig, at det var herfra, hun fik ideen til 'dementoren'. Kender man Harry Potter-universet, ved man, at dementorer er sjæleløse væsener, der suger alt glæde ud af det eller den, de kommer i nærheden af.
Sikke symbolsk og passende for en skildring af en depression. Dette får mig til at tænke på, om Rowling mon ville have kreeret så storslået et univers, hvis ikke hun besad evnen til at bruge sine livserfaringer, og vende selv de værste oplevelser til noget fantastisk? 

 Fantasivæsenet 'dementor', som Rowling kreerede på baggrund af sin depression                                    

J.K. Rowlings egen livshistorie og hendes vej til succes, er næsten ligeså fantastisk som hendes værker. Det, der har fanget mig allermest er, at hendes erfaringer, tab, modgang i livet, og alle de følelser der måtte følge med, skinner igennem i hendes bøger. F.eks. har jeg bidt mærke i, at hun selv startede som en fattig kvinde, ligesom hendes hovedperson i Harry Potter startede som en ensom, fattig dreng, men begge endte de med stor succes og rigdom, både i form af materielle goder, penge, højt betydelige venskaber, den store kærlighed og ikke mindst en kærlig familie.
Det er måske netop dette budskab, at en ubetydelig person kan opnå selv de største ting, der er med til at fange så mange læsere. Derudover ved jeg fra hendes biografi, at hun selv har lidt store personlige tab, hvilket ikke overraskede mig, da hun i sine bøger skildrer følelser omkring netop dette emne så godt, at jeg ikke var i tvivl om, at hun havde følt det på egen krop. Hun mistede sin mor da hun var ung, hvilket forklarer hendes evner til så tydeligt at skildre de følelser af dyb sorg, som hovedperson i Harry Potter-bøgerne føler over forældrenes død. Ydermere har Rowling indrømmet, at hun har opdigtet en af de mest fremtrædende karaktere på baggrund af nogle af sine egne karaktertræk. Mon ikke hun også har opdigtet mange andre af karaktererne i hendes værker, på baggrund af andre af sine egne, eller bekendtes karaktertræk?

Rowling har skrevet Harry Potter-bøgerne, hvori hun har inddraget meget af sig selv

 I modsætning til hendes nyere værk, The Casual Vacancy, synes jeg at kunne se meget af Rowling selv i Harry Potter. Dette tror jeg er en medvirkende faktor til, at Harry Potter-bøgerne er langt mere populære end The Casual Vacancy nogensinde vil blive. Simpelthen fordi man som læser kan mærke, når der lægger ægte følelser og oplevelser til grunde for litteraturen.

Udover det fantastiske univers, og den smukke historie, er jeg overbevist om, at det er inddragelsen af Rowlings egne livserfaringer, der har gjort Harry Potter-bøgerne til den succes de er i dag, ligesom disse har været medvirkende til hendes egen succes i dag. 

- Anne-Sofie